SSF Flensborg Amt generalforsamling på Flensborghus; underskud 2.012,53 euro.
Debatkulturen dyrkes i Flensborg Amt – Sydslesvigsk Forening – Sydslesvigsk Forening
Debatkulturen dyrkes i Flensborg Amt
Tirsdag aften holdt SSF Flensborg Amt generalforsamling på Flensborghus. Foruden valghandlingerne, regnskabet og de obligatoriske beretninger var der lagt op til gruppedebat om bestyrelsesarbejdet. Til det havde amtsstyrelsen forberedt nogle spørgsmål, som forsamlingen drøftede i grupper.Formålet med øvelsen, som amtsformand Karsten Weber fastslog det, var at få en føling for, hvad distrikterne mener om nogle grundlæggende emner. Således var spørgsmålene blandt andet, hvor stor betydning bestyrelser bestående af en næstformand, næstformand, kasserer og bisidder egentlig har, og om arbejdet på distriktsplan også kunne fungere effektivt uden en bestyrelse, der er sammensat efter de nuværende vedtægter. Desuden spurgte amtet ind til, hvorvidt det er nødvendigt, at distrikterne har deres egen kasserer, eller om denne opgave kunne løses centralt. Sidst men ikke mindst havde grupperne til opgave at skrive fordele og ulemper ved at åbne op for muligheden for at kunne fortsætte som distrikt uden valgt formand, næstformand og kasserer.
Forskellige behovDebatten gik flittigt hen over bordene, og det blev hurtigt tydeligt, at behovene og udgangssituationerne er vidt forskellige alt efter, hvilket distrikt man kommer fra. Således spændte holdningerne fra „der er ingen grund til at ændre noget“ til „SSF skal åbne op for nye modeller“. Hvad der dog så ud til at være enighed om, er, at der skal være mulighed for at kunne holde fast i nuværende strukturer uden at stå i vejen for, at andre modeller også skal kunne gøres brug af. På samme måde så det ud til at være enighed om, at nedlukninger og fusioner bør undgås. Så hellere lægge i bero eller afprøve nye modeller, for det er altid nemmere at puste nyt liv til noget end at skulle starte helt forfra, fastslog Georg Thomsen, formand for SSF Trenedalen.Efter debatten takkede Karsten Weber for tilbagemeldingerne, som tages med ind i Hovedstyrelsen, hvor SSF’s struktur drøftes yderligere.
Regnskab og valgForuden debatten og gruppearbejdet bød generalforsamlingen blandt andet på beretninger fra formanden, amtskonsulenten og revisorerne samt en række valghandlinger. Sidstnævnte betød, at Sven Nielsen fortsætter som næstformand, Annette Neumann og Helge Hedfeld forbliver bisiddere, ligesom suppleanterne Uta Hansen og Dorthe Dalsgaard Olesen samt revisorerne Lis Bewernick og Karen Lise Nyholm Torp blev genvalgt. Det gjorde amtets anden delegerede til Hovedstyrelsen, Sven Nielsen, og de to suppleanter Dhana Hoffmann og Helge Hedfeld ligeledes.Regnskabet bød på et underskud på 2.012,53 euro, hvilket betyder, at amtet pr. 31.12.2025 havde en kapital på 6.689,90 euro.På medlemssiden kunne amtsformand Karsten Weber berette om et plus på 33 medlemmer. Antallet af medlemmer er i 2025 nemlig steget fra 3.881 til 3.914. Samtidig kunne han ikke genkende snakken om manglende vilje til at påtage sig frivilligt arbejde.- I Flensborg Amt har vi i 2025 kunne besætte 70 bestyrelsesposter. Det er flot, og vi siger tak til hver af dem.
Støtteforening for Danevirke Museum stiftes
Mark & Christoffer koncerten er udsolgt
SSF – Mindretallets kulturelle hovedorganisation.